Solstrålen SI er navnet på Trekroners aldersintegrerede institution af vuggestue, børnehave og SFO.
I Solstrålen sætter vi børnefælleskaber, trivsel, leg og sproget i centrum.
Vi bifalder udviklende læringsprocesser og har mindre fokus på de endelige produkter.
I Solstrålen holder vi af vores hverdag med de rutiner, der er – men vi nyder også vores særlige dage hvor vi benytter nærmiljøet eller mødes på tværs af alder og afdelinger.
En af de foretrukne udflugter, er den nærliggende spejdergrund, der udover at være indhegnet også har køkken og toiletfaciliteter. Denne perle danner ofte rammen og et trygt og godt udemiljø – også for de yngste. Vuggestuen gør desuden brug af 2 ladcykler når de skal til fjorden eller de omkringliggende byer, hvor de små ben ikke kan følge med.
Solstrålen ligger i samme bygning som Trekroner Landsbycenter og derfor har vi let adgang til hallen. Den bruger vi til motorisk udvikling og lege der kræver lidt ”højt til loftet”.
Solstrålen har en alsidig personalegruppe med mange forskellige kompetencer og interesser, der er til stor glæde og gavn for vores børnegruppe. Vi møder børnene og forældrene hvor de er og ser hvert barn med hver sine styrker og kompetencer.
Vi er ét hus hvor alle kender alle og hvor de fleste har søskende på tværs af organisationen og hvor personalet mødes på tværs af afdelinger – med og uden børn – i forskellige praksisfællesskaber.